Rudkøbing Kirkegård

Nyt fra Rudkøbing Kirkegård - januar 2024

Klimaforandringerne har også nået Rudkøbing Kirkegård. I 2023 fik vi hele seks nye rekorder: to varmerekorder, en solskinsrekord og tre nedbørsrekorder. Det uforudsigelige vejr gør det svært at holde kirkegården, som vi plejer, fordi de traditionelle arbejdsopgaver ændres, rykkes og forlænges.

 

Vi havde fx en flere uger lang tørke i maj-juni, og juni blev den mest solrige i mere end 80 år. Dernæst fulgte den mest regnfulde juli i mere end 90 år. Det betød, at ukrudtet pludselig eksploderede. Da september måned så også blev rekordvarm (faktisk varmere end både juli og august), blev det svært at nå at holde ukrudtet nede samtidig med en anden særdeles arbejdskrævende opgave: Hækklipning rundt om hele kirkegården og alle gravsteder.

 

I det hele taget blev 2023 det vådeste år i dansk vejrhistorie, og når man dertil føjer et par vinterstorme, er der tilsammen en del vejrmæssige faktorer, som udfordrer vores planlægning og afstedkommer ekstra arbejdsopgaver. Vi er selvfølgelig i gang med at finde gode løsninger, der tager højde for disse udforudsigeligheder, så vi bedst tager vare på den fine opgave, vi har: At skabe smukke rammer for de døde, hvor pårørende kan mindes dem, de har mistet.

 

2024 vil formodentlig også bære præg af klimaforandringer. Som ansvarlig for kirkegårdsdriften vil jeg arbejde på, at de forandringer bliver så lempelige som mulige for pårørende og brugere af kirkegården. Har I spørgsmål, er I meget velkomne til at tage fat i mig.

 

Jeg vil gerne takke for den forståelse og tålmodighed, vi har mødt i det forgangne år, hvor vi - foruden de markante vejrforhold - også har været tidsmæssigt udfordret af indkøring af to nye medarbejdere.


Og så til de helt korte nyheder:

* Årets sommerblomst bliver lyserøde isbegonier.


* Antallet af affaldsstationer er reduceret fra fire til tre. Plastbeholdere er kommet til, så der nu er fem sorteringskategorier: haveaffald, restaffald, plast, metal/glas, pap/papir.


* Med jævne mellemrum kommer dådyr og rådyr forbi kirkegården, og de spiser gerne af blomsterne. Især kan de lide stedmoderblomster, roser, tulipaner, nelliker og chrysanthemum, så hvis I vil sætte en buket eller dekoration, der skal holde længe, anbefaler vi, at I fravælger disse blomster.


Venlige hilsner

Claus Aagaard, ledende graver

 

 

 

Kontakt kirkegården

Rudkøbing- og Simmerbølle kirkegård
Rue 12
5900 Rudkøbing
Mail: rudkoebingkirkegaard@mail.dk

 

 

Ledende graver Claus Aagaard
Træffes alle hverdage fra kl. 8 til kl. 14
Tlf: 62 51 17 65 eller 23 41 36 65

 

 

Kirkegårdssekretær Lone Magaard Jensen
Træffes tirsdage mellem kl. 9 og kl. 10
Tlf: 61 12 72 70

 

 

Øvrige ansatte:
Gravermedhjælper Mariane Madsen og Peter Spangtofte Marxen